"Syndens Øje" af Lisbet Lærke

ISBN 978-87-995177-0-1

I

ISBN 978-87-995177-0-1

 

”Syndens Øje”….  En novelle af Lisbet Lærke.

.

…… ”Hvorfor ikke??”  Han kigger ud af vinduet, ser sin lille rejefiskerbåd ligge og vugge for anker ud for havnen i Mazatlán, hvor byen er ved at gøre klar til de 5 årlige dage i februar, der går forud for fasten. De 5 dage om året, hvor alt er tilladt, hvor alle behov skal stilles i rigt mål, før den lange, rene fastetid, hvor kødelige lyster i enhver henseende er forbudt.  Han tager kvindedragten af ginen, der står i hjørnet af stuen, der kun er møbleret sparsomt med et lille gammelt vakkelvornt bord, en lille kommode to stole, en stor madonna-figur i en muret bue, et kropshøjt spejl i en gammel ramme og et kors med Jesus Christus på.  På væggen hænger et par ikoner.  Som en askepot på en Askeonsdag glider han i en balkjole med snøreliv…..”Ka  ´du ikke lige snøre mit korset ind bagpå, Maria?”, siger han .    Konen spørger ham igen: ”Hvorfor tager du kvindetøj på hvert år?  

Han drejer ansigtet om mod hende, da hun snører ham: ”Hvorfor ikke?” . ”Jamen hvorfor? Jeg forstår det ikke, Pablo!”,… siger hun. ”Vi har været gift i 19 år, og det er det samme hvert år… Du hæger om denne kvindedragt hele året igennem, hvor jeg skal vaske og stryge den, men må jeg tage den på? …. Neeeej!”…  Hun hjælper ham med at få kjolen ned over hovedet. Den har lange snoede guld/sorte runde bånd i kanterne, og er ellers i farverne gul grøn og rød. …. ”Måske er det noget med at slippe sin vante identitet for en stund og få lov til at være en anden person for nogle dage”, siger han …. Hun stiller sig ved siden af ham med hænderne i siden og kigger mistroisk på ham i spejlet…. ”Er du sikker på dét? …. Er du sikker på, at du ikke skal hen og skrifte og tænde et par lys?” …. Hun giver sig til at løsne hans lange sorte hår, der er bundet i en lang fletning ned ad nakken…… Han kigger længe og tavst på hende i spejlet, mens hun sætter hans sorte hår op i en høj frisure på hovedet og giver ham hatten på. Så sætter hun den tætsiddende guldmaske med de sorte krummelurer og med de lange sorte øjenvipper klæbet rundt om øjenhullerne. Masken dækker ansigtet, så man ikke kan se de små sorte hårstubbe rundt på overlæben og op langs kinderne. Kun hans mund og hage kan ses.  Hun finder de lange røde damehandsker frem fra den øverste skuffe i kommoden og giver ham dem på, tager de højhælede sko under kommoden og stiller dem frem til ham…. Han stikker fødderne i dem. Vimser lidt med kroppen, stryger i et par  feminine bevægelser sine hænder langs  siderne nedover bryster talje og hofter, og retter  tøjet på plads . ”Jeg går på markedet og køber ind” siger hun….. og forlader den lille stue… Længe og længselsfuldt står han og kigger ud ad vinduet, indtil mobiltelefonen bipper med  en besked: …. ” mød mig på …. ” Han smiler lettet, kigger ud gennem vinduet, hvor han ser Maria gå med kurven over armen mod markedet.

Han træder ud ad døren og går gennem gaderne i den gamle bydel. El Centro med de gamle huse fra 1900-tallet, åbenbarer sig for ham og da han passerer domkirken, stopper han op et kort øjeblik slår korsets tegn for sig og kaster et ængsteligt blik rundt i byen, der ligger ved foden af  Siera Maidra Bjergene, og han fortsætter mod Zona Dorada… Let som en gazelle bevæger han ad Avenue Del Mar for at komme til det forjættede land ud og ind mellem festende og dansende mennesker,…. Hele byen fyldes med udklædte lokale og turister, alle klædt i farverne gul, rød og grøn.  Foran vinduet i en tøj butik stopper han op og kigger på kvindetøj…. Sukker lettet og mumler med en forvrænget kvindeagtig stemme… ”skønt,.. at kunne få lov til at være dén, man er …. ”.  Han beundrer sit eget spejlbillede i ruden og går videre…

Han kommer til de kilometerlange strande i Zona Dora, hvor udklædte surfere boltrer sig i vandet, og ferierende slanke amerikanere yndefuldt spadserer langs strandkanten …  Diverse vandevents er i gang. Barer, libido og masser af moralsk albuerum, og skyskrabere ligger i baggrunden som en slående kontrast til El centro, hvor han bor.

Karnevalsklædte lokale  blandet med turister, ingen lægger mærke til den kvindeklædte mand, der zig-zagger ud og ind mellem mængderne, han falder fint ind i bybilledet…. Dem, der underholder, også er der dem der vil underholdes … Han behersker dog kunsten at blive set uden at blive opdaget, da han åbner døren ind til en bar, der ikke overlader noget til tilfældighederne… Der er ingen tvivl, dette er en syndens hule….

Han går ned bagerst i det lysdæmpede rum, hvor en hvid amerikansk mand sidder. Amerikaneren trækker stolen ud for den elegante spansktalende kvinde, han ser for sig, og hælder et glas vin op til hende. De holder hinanden i hånden, stikker hovederne sammen og taler dæmpet sammen i lang tid, mens den kvindelige Europæisk klædte og udseende hyggepianist spiller  Andrew Lloyd Webbers ”I don´t know how to love him” i sit helt eget afstressende arrangement på klaveret. Musikken får Pablo til at falde i staver og han tænker tilbage ….

 

Pablo og Maria spadserer hånd i hånd hjem fra Domkirken i El Centro Julenat efter midnatsmessen, og hele byen er lyst op i mørket. Pludselig stopper hun op, og går ind foran ham. ”Pablo…. Pablo! ….. Hvorfor vil du ikke mere? …. Hver aften, når vi går til ro ligger jeg og venter på, at du begynder at røre ved mig …. Jeg elsker dig, Pablo, rør ved mig.” Siger hun, og tager hans hånd op på sin krop… ”Nej, ikke nu, Maria”… ”Hvornår så?  Vi gør det næsten aldrig mere”, siger hun desperat.. ”Vi har jo fået de børn, vi skal have, ik`?” siger han og kigger hende ind i øjnene… ”Jo, men jeg længes efter at mærke dig Pablo, du er der hverken i krop eller sjæl, det er som om du er gået fra mig…. ”Maria!... Sig ikke sådan noget syndigt noget!”…. ”Jeg rører ved mig selv , Pablo ….Tilfredsstiller mig selv, fordi du ikke er der” ,…. ” Jamen, jeg ligger jo lige ved siden af, Maria, og hvori ligger problemet, hvis du klarer det selv? ”… ”Kirken, Pablo, det er syndigt at røre ved sig selv”… ”Maria!... Alle katolikker begår synder hver dag.  Vores kirke er bygget op på ældgamle traditioner og løftede pegefingre, og kirken følger ikke med, selvom verden omkring den og samfundet forandrer sig. Den har sine helt faste principper for hvad vi må og ikke må”, siger han…. ” Jeg begår synder, men jeg vil ikke holde op med det og heller ikke med at kalde mig selv en god og troende katolik, Pablo, for Gud tilgiver og elsker mig alligevel”… Hun trygler ham desperat: ” Du må ikke gå fra mig, Pablo, du må aldrig gå fra mig…. Kirken og Gud vil straffe mig. os begge to. Hvis du bryder ægteskabet synder vi begge, og så kan jeg ikke gå til alters og få tilgivelse… ” Hun slår korsets tegn for sig og hulker ….

 

Klavertonerne fra ”I don´t know how to love him” overtager igen hans opmærksomhed i baren, hvor han stadig sidder med amerikaneren i hånden…. ”Jeg ved ikke, om jeg kan i dag,” siger han til amerikaneren… ”Nu har jeg gået og glædet mig til disse 5 dage sammen med dig i et helt år, hvor jeg kan være mig selv helt igennem, og nu kan jeg ikke” … ”Jeg har rejst helt fra New York for at møde dig, du kunne have sendt mig en besked på facebook”….”Vi behøver jo ikke … lige med det samme, …. Du kan jo bare sove på det den første nat, hvis du er træt”, siger Amerikaneren…  Han lægger armene om sin mexikanske drømmepige og begynder at kærtegne hende… Modvilligt finder Pablo sig i tilnærmelserne …. ”Jeg skal på toilettet” siger Pablo og frigør sig for at gå ud bagved et forhæng.  Amerikaneren kigger efter ham, og da han forsvinder, hælder han et hvidt pulver i sin mexikanske drømmepiges drink… I køen til toilettet, bliver Pablo mødt med spørgsmålet ”How much for a night?” af en anden og karnevalsklædt amerikaner, som dog ikke får svar, for begge toiletter bliver ledige, og mændene går ind på hvert sit toilet.

 

På toilettet bipper Pablos mobil  med SMS´en: ” Hvordan har din mor det, Pablo?”, ”Fint Maria, ”, skriver han, … ”men hun er ked af, at I ikke taler sammen for tiden, jeg sover hos mine forældre de næste par dage”….

 

Han gør sig færdig og går ind i baren igen, hvor amerikaneren galant trækker stolen ud for sin mexikanske flamme. Pablo løfter op i skørtet og sætter sig på stolen, og de nyder hvert sit glas vin… Lidt efter gaber Pablo … ”Jeg tror alligevel gerne, at jeg vil sove på det.”

 

Uret på væggen i værelset viser 12.45 og han slår øjnene langsomt op med en dunkende hovedpine og en kvælende fornemmelse i halsen. Amerikaneren er væk. Guldmasken ligger på gulvet og er trampet i mange stykker. Balkjolen er flået i stykker og ligger spredt på gulvet. Den ene af de røde handsker har han på, men den anden er væk…. Han flytter lidt på sig og leder efter den i sengen og mærker en smerte i underlivet og lænden. Hans blik er lidt sløret, men han får øje på den lange røde damehandske nedenunder sin numse, der er bar… Han rækker hånden ned for at tage den, men det er ikke den elegante damehandske, det røde er hans eget blod, der ligger i en lille pøl under ham… Han er øm i bagdelen og har blod ned ad benede. Med besvær står han op, det er holdt op med at bløde, og han går ud på badeværelset for at tage sig et tiltrængt bad.

I spejlet får han øje på en person, han ikke kan kende. Et blot øje, en fortand, der mangler og blå mærker ned ad halsen, hvor også den manglende røde handske er bundet stramt rundt om. Han begynder febrilsk at løsne den, men ender med at finde en lille saks i skabet til at klippe den over med. Da det lykkes, undersøger han sin hals: Løfter hagen op med den ene hånd og stryger med flad hånd vurderende  anden hånd ned over halsen, mens han kigger sig i spejlet. Han får kuldegysninger og kvalme.

”Jeg gør det aldrig mere….. Aldrig, aldrig mere. Dette må være Guds straf for mine synder.” Siger han angrende… Smerten i ansigtet tager til. Ansigtet er hævet op i det område, hvor masken har siddet, og han vrider en klud op i koldt vand og lægger den på hævelserne.  Han bider sig i underlæben og trækker vejret indad i en hvislende lyd. ”Aldrig, aldrig mere , Maria, aldrig…. ” siger han…

Han træder ud af badet, tørrer sig , tager badekåbe på  og kigger ængsteligt ud af vinduet på hotelværelset ud på Stillehavet, som om han kigger efter nogen… En speedbåd suser forbi, og de badende er ved at indtage deres faste pladser på solbænkene… Vandfuglene cirkulerer rundt om en fiskerbåd, der kaster småfisk ud, alt er som det plejer at være ….. næsten …… Udtrykket i hans øjne skifter … Intet er som det plejer at være

 

Han ringer op på mobilen: ”Hej , Maria, går det godt?”…. Og lidt efter ”Nej, nej, jeg har det også fint-fint, …. I love you!” …  Han lytter lidt ….  Kysser hende gennem telefonen og afbryder…

 

” ROOMSERVICE …. God morgen! ” …. Han åbner….. udenfor står en Taipige. Hun kigger bestyrtet på ham…  ”Er De kommet til skade?, Skal jeg hente en læge?.... Mangler De noget?”, spørger hun.

”Ja, jeg har mistet mit tøj, ved ikke lige hvor det et blevet af”, siger Pablo. Han stikker hende en pengeseddel:

”Ka´ du ikke smutte ned og købe et par shorts og en T-shirt til mig på markedet?”… ”Jo det kan jeg godt………. Ingen læge? ” Spørger hun… Han ryster forpint med hovedet…… ”Sikker?” Spørger hun. ”Ja”.

 

Byen fester, alle er klædt ud, et flot syn er det med afsluttende parader gennem byen og en fin udsigt til det hele har han fra hotelvinduet. Alle hævelserne er ved at være faldet, lige som de røde og blå mærker på halsen er næsten væk…. Barskabet på værelset er tømt… og skraldespanden er fyldt op til bristepunktet med emballage fra take away mad…. Jo, han er klar til fasten nu, klar til at tage hjem til Maria, mæt og med alle kødelige lyster styret.

Han låser døren op i den lille bolig og går ind, kigger i alle rummene og leder efter hende, men hun er ikke hjemme… Pablo går ned til blomstersælgeren på hjørnet, hvor han køber en stor buket blomster til sin kone… Hjemme i lejligheden pakker han den ud og sætter blomsterne op i en vase på det vakkelvorne bord, hvor han sætter sig til at vente. Lidt efter kommer Maria hjem med favnen og kurven fuld af indkøb fra markedet. Hun sætter det hele fra sig. ”Hvor er kjolen henne?, og hvor har du dét tøj fra?”, siger hun.. Tavst går han hen og trækker hendes krop ind til sin …. ”Jeg elsker dig Maria, …… jeg elsker dig”,  siger han og hulker…. Hun løfter sine arme og lægger dem med et undrende blik rundt om ham .

 

 

 

***

 

(Denne net publikation er udgivet af forlaget Octopus Art I/S.

Eksemplarfremstilling af papirkopier/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og intern administrativt brug er tilladt med en aftale med Copydan Tekst & Node. Eksemplarfremstillingen skal ske indenfor de rammer, der er nævnt i aftalen).

 

ISBN 978-87-995177-0-1

Andre oplysninger om "Syndens Øje"

Jeg skrev "Syndens Øje" i februar 2010, og maleriet, jeg skrev novellen over, "Det Store Maskefald2", kan du se på dette link:

http://www.gallerioctopusart.dk/37312919?i=47445010

Inspirationen til novellen er hentet fra en mand, jeg engang mødte. Historien om denne novelle kan du læse i menupunktet: "Karnevalsnoveller" her:
http://www.lisbetlark.dk/77354868


Novellen er udgivet med ISBN-registrering d. 16/2 2012 her på siden.

Lisbet Lærke.