"Il viaggio della Vita" af Lisbet Lærke

ISBN 978-87-995177-1-8

ISBN 978-87-995177-1-8

”Il Viaggio della Vita”.... En novelle af Lisbet Lærke.

 

……… En bil suser hvinende op over fortovet og rammer hende, så hun ligger ubevægelig på fliserne…. 

 

Hun vågner med et sæt fra sin middagslur i sengen ved at kulden kommer krybende nede fra begge storetæer op langs underbenene, og gåsehuden breder sig opad langs den overvægtige krop, der ligger på ryggen og  flyder ud på sengen. Med en følelse af ikke at kunne få luft, fortsat ubevægelig, og uden kontrol over egen krop, lejres angsten i de mørkebrune øjne, der bliver mere og mere desperate…. Hun glider ud og ind af bevidsthed.

 

”Flyt dig lidt din fede kælling, du kan da nok se, at der ikke er plads til dig.  Se nu har du lavet en stor bule i min bil” siger han uden at hjælpe hende op på benene.

 

Nu føles kroppen helt død i sengen. Stum, kold og ubevægelig. Den klemte støjende vejrtrækning er nede på 2 gange i minuttet. Det føles, som hun er spærret inde i sin egen krop. Hun kigger på uret på væggen, sekunderne føles som minutter, og minutterne føles som timer.  Timer, der aldrig vil ende.

Hun glider væk igen, og oplever, at hun er kommet på benene, tøjet er i uorden efter påkørslen og hun sidder på en bænk og spiser en stor softice med 6 kugler, flødeskum, 3 flødeboller og marmelade.  ”Synes du ikke, du har fået nok af den slags”, siger en fremmed stemme bag hende” Hun vender sig om, blot for at opleve, at hun bliver nedstirret af en helt fremmed mand.

 

Glider tilbage i bevidstheden til nu´et. Så slipper kulden oppefra, og førligheden kommer igen ligeledes oppefra, hvor hun med en panisk bevægelse med armenes og hændernes hjælp sætter sig op, så hele sengen gynger.   Hun fylder det meste af dobbeltsengen og sengebunden knager.  Hun forsøger på at nå fødderne med begge sine hænder.  Den højre fod føles fortsat iskold, men maven og brystet er i vejen, så hun kan ikke nå den. Når hun med besvær trækker foden til sig, kan hun kun se storetåen, der ligner en prop, der er stoppet ned i en sofapude.

 

Regnen slår tungt mod soveværelsesruden. Den tunge krop rejser sig med besvær fra sengen, og vralter ud i entreen for at se sig selv i det mandsstore facetslebne spejl med forgyldt kunstfærdigt håndudskåren ramme om. Morgenhår … - og makeuppen er løbet ud. Hun lægger hovedet på skrå og betragter i spejlet de blårøde elefantfødder, knæene, der ligger skjult i et skjold af fedt, lårene, der har store sår på indersiden øverst oppe ved det, der ikke har været i brug længe. Hun kigger søgende..” G-strengen, hvor fa´ en er G-strengen henne?” siger hun … De brune øjnes blik søger ned ad og kan ikke se noget for bar krop, ikke engang sine egne storetæer kan hun se, når hun kigger ned.  Hun ruller net undertrøjen op over maven, og løfter op i folderne én ad gangen.  Den første lille runde fold har et par dutter, én i hver side, der bliver hårde, når hun rører dem. Hun er helt rød og hudløs under brystet. Var det ikke her mellem brystet og navlen, der engang var en skønhedsplet?  Hun leder febrilsk efter den. Efter endnu nogen tids søgen, finder hun den. Hun kan kun se den i spejlet.  Hun løfter et par folder op og siger højt til sig selv, mens hun kigger sig i spejlet: ”Hvem vil i seng med en Michelin-dame”? 

 

En mester Jakel-lignende mandsperson står bag hendes billede i spejlet, kører hænderne op og ned langs siden på den kvinde, hun ser i spejlet, mens en middelalderlig musik breder sig i rummet. En tromme og en fløjte improviserer.  Hun vender sig om med åben mund og polypper, men der er ingen bagved hende i entreen.  Hun kigger igen ind i spejlet og slipper forbavset hudfolderne.  Jakel kører sine flade hænder ned og op langs siden på hendes spejlbillede, og dér, hvor han har haft dem, har hun ikke længere en gammel herre net undertrøje på og G-streng. Nej, hun kigger ned ad sig, og ser sig selv i en forunderlig renæssance dragt:

En rund snoet bordeaux - farvet klud med en guldbrokade viklet med rundt om hendes hoved… Langt sort udslået krøllet hår, en flot makeup, der fremhæver hendes store brune øjne.  Bryster, der er skubbet op af en kortærmet sort og bordeaux korsage med guldfarvede blondekanter, der bag den hvide særks rynker afslører en kolossal kavaler gang, skabt af en ditto barm, der ligger som bolde lagt frem på et fad. Hvepsetalje, et stort rundskåret lodretstribet skørt med to underskørter, der stikker frem nedenunder, ét i hvid broderie anglaise og ét i guldblonde, derudover netstrømpebukser, sorte snørestøvler.  Under de hvide pufærmer på særken stikker et par buttede solbrune arme frem med lange fingerløse handsker i guldlamé, hvis huller fyldes af fingre med store tunge ringe og bordeauxfarvede negle, en sort maske på en pind i højre hånd og et cigaretrør i den anden.

Jakel-personen virrer med hovedet, så bjælderne ryster og ser beundrende på sit værk … Han rækker armen ud gennem spejlet, hans hånd tager fat i hendes, og trækker hende i en langsom og glidende bevægelse ind gennem spejlet, hvis overflade nu nærmest ligner en opretstående en vandoverflade.

 

Hun kigger sig omkring og ser ensfarvede 1 og 2 etagers bygninger i hver sin farve på hver sin side af den brede kanal med gondoler, der stille glider frem gennem vandet. Hun vender sig om mod lyden af en gondol, der lægger til, og Jakel trækker hende derhen gennem folkemasser klædt i smukke dragter og masker.

En person er klædt i en blå dragt med guldbroderier og en blå cowboyhat med bagenden af en stor træskonnert stikkende frem langs skyggen. Masken er malet som et naturalistisk havmaleri med gamle træskibe på, og et par blå øjne, der kigger på hende. Personen svinger armen ned foran sig, stikker højre fod frem og bukker elegant for hende, da hun går forbi, akkurat som de næste hun passerer også gør:

En kvinde med balletbevægelser og en maske formet som en sommerfugl, hvor kroppen ligger langs næseryggen. De øverste flot dekorerede vingedele rager ud fra tindingerne og de nederste følger hendes hovedfacon med de høje kindben. Håret er strøget tilbage og samlet i en knold i nakken, en lille væver person med korsage og en trikot underdel. 

Kunstmaleren står og maler sceneriet i et noget abstrakt udtryk. Havfruerne i kanalerne kigger op af det stille vandspejl. En kvinde med sort net diadem, der peger nedad mod håret, betragter betaget den begyndende nattehimmel med månerne og stjernerne, der spejler sig i hendes ærme, hvor der hænger små dukker, drager, biler og pile.  Ærmet er som en stor fugl, hvor næbbet er den ene del af brystdelen til en kvindedragt i renæssancestil, der stikker op af en stor maske lavet i  guld og grønt silke med en sort pind på til at holde i….. Jo, det ser skam ud til, at kunstmaleren får det hele med ….

Henne ved gondolieren hjælper jokervæsenet hende galant ned i gondolen, der straks efter glider yndefuldt af sted med dem begge, medens natten falder på over øernes by. Til lyden af middelalderligt fløjtespil ses kvinder i flotte fantasifulde renæssancelignende dragter med sø- og havinspirerede hatte og tilhørende malede ansigter og mænd med en lang fletning nedad nakken og tøj i Marco Polo-stil ….

Som natten falder på illumineres de gamle bygninger med store byzantinske buer op i et gådefuldt skær. Hun gyser og får gåsehud. Det er, som om fortidens spøgelser vækkes til live igen.  Stillestående skygger, der dukker op mellem bygningerne.  Jakel finder en broderet guldbrokade kappe frem i bunden af båden, som han svinger rundt om skuldrene og ryggen på hende i én stor buet bevægelse med den ene arm og samler under hendes hage og binder til med et par snoede blanke guldbånd… Hans arm forbliver om hendes skulder, mens nattens skygger danser på kanalernes bredder.  Kanalerne er fyldt gondoler, der sejler rundt med væsener fra en svunden tid, alle med masker på, der i det dæmpede lys i mørket lever deres eget liv. 

Ved en buet port i en hvid bygning stopper gondolen. Vita og Jakel stiger af, går opad et par trapper og ind i et stort rum med romanske hvælvinger. Stearinlysene er tændt overalt og ved alteret sidder en ældre bleg og tynd kvinde med hvidt hår og blå øjne i hvide lange gevandter. De sætter sig ned foran hende. Jakel trækker Vita´ s guldlamé handsker af én ad gangen, og rækker hendes hænder hen til den ældre kvinde med håndfladerne opad. Den hvidhårede tager fat i hendes langefingerspidser, bukker dem let bagover, studerer hændernes indvendige linjer. En stilhed breder sig.  Den hvidklædte kvinde slipper den venstre hånd og studerer den højre, mens hun stryger sin pegefingerspids langs en tyk fure på håndens indvendige side.

”Stai morendo” siger hun med sin hæse stemme, ” Vivrai o morirai? .... Siete voi a decidere”,. Hun nikker over mod 2 buede døre, den ene med et stort kors, den anden med et timeglas på…. Hun peger på dén med korset og spørger ” Morirai?” og bagefter på den med timeglasset og spørger ”Vivrai?” og skubber hende hen mod de 2 døre: ”Siete voi a decidere!”, siger den gamle dame, mens hun vipper hovedet lidt fremad dukker det, og løfter begge sine hænder med håndfladerne opad i en sigende gestikulation.

Vita står længe og kigger, hun går tøvende lidt hen imod den ene dør, også lidt mod den anden, men ender med at vælge døren med timeglasset. Hun åbner den og Jakel hjælper hende ned i endnu en gondol. Denne gang glider de stille gennem vandet i lysskæret og skyggerne fra kanalernes bredder. Gondolieren sejler dem til en plads i byzantinsk og romansk byggestil, og ved en bro mellem 2 høje bygninger bliver hun hjulpet af gondolen af Jakel, der galant stiger af, og rækker hende en hjælpende hånd.

… Og som så mange andre før hende, går hun sukkende den tunge vej over broen til Doge Paladsets port.  Her stopper Jakel-mandslingen hende, stryger sine hænder opad hendes krop startende med den højre fod, som hun rækker frem for sig, og hele HUN forvandles igen til morgenmenneske med net undertrøje på derhjemme, efterhånden som han skubber hende igennem porten, hvor hun ude på den anden side af spejlet igen fortumlet lander i sin entré...

 

Hun kigger søgende efter Jakel i spejlet og mærker febrilsk og desperat på rammen og glasset, træder et par skridt tilbage, kigger igen på sin krop i spejlet og rækker så ud efter sin mobiltelefon på kommoden. Ringer op, venter og får beskeden i øret: ”Du er i øjeblikket nr. 2 i køen,. Tryk ”1”, hvis du vil tale med lægen. ”2” ved tidsbestilling, ”3” ved receptfornyelse”. Hun trykker på ”1”- tasten, der bipper og øjeblik står hun med mobilen og venter, får kontakt og siger så: ”Det er Vita, du skal hjælpe mig med at tabe mig …. Jeg vil tabe mig nu, jeg vil have mit liv tilbage …. Nu!”…

 

***

Netpublikation fra forlaget Octopus Art

(Eksemplarfremstilling af papirkopier/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og intern administrativt brug er tilladt med en aftale med Copydan Tekst & Node. Eksemplarfremstillingen skal ske indenfor de rammer, der er nævnt i aftalen)

 

ISBN 978-87-995177-1-8

 

Andre oplysninger om "Il Viaggio della Vita":

"Il Viaggio della Vita" skrev jeg i december 2009 over mit maleri "Det Store Maskefald1", som du kan se på dette link:

http://www.gallerioctopusart.dk/37312919?i=47445028

Inspirationen til den har jeg også delvist hentet fra min egen fortid som 40 kg overvægtig.

Italiensk parlør:

Il Viaggio della Vita   = Livets Rejse
Stai morendo =           Du er døende
Vivrai o morirai? =       Vil du leve eller dø?
Siete voi a decidere =   Du bestemmer
Morirai?  =                  Vil du dø?
Vivrai? =                     Vil du leve?

Novellen er udgivet med ISBN- registrering her på siden d. 18/2 2012 og dedikeret til de mange, der stadig går med tunge skridt over Sukkenes Bro
til kroppens fængsel.

Lisbet Lærke