"SCARLET" af Lisbet Lærke

ISBN 978-87-995177-2-5

ISBN 978-87-995177-2-5

”SCARLET”af Lisbet Lærke.

 

“…..   h c d h g ….. h c d h g “… Hun nynner tonerne:  ”h c d h g”   et par gange i efterårets brændte farver. Et orangefarvet træ kaster sin sorte skygge ind ad dannebrogsvinduerne, og skyggen glider ind over hendes afkræftede spinkle krop i sengen og ind over hendes hærgede ansigt. En dyb indånding, hun lukker øjnene. Nu kommer den igen og hun krymper sammen i en krampagtig bevægelse med venstre hånd ved siden, mens smerten leger med hendes åndedræt, holder det tilbage og efterlader hende stakåndet. Tager en dyb indånding igen, rejser sig langsomt, lidende og støttende sig til en stol glider hun ind i et stort maleri, der står ved siden af. Ét, hun har været i gang med i et par måneder: Drømmerejsen til Rio. Et surrealistisk farveorgie. Hun lukker øjnene, fornemmer, ser og hører det hele for sig.  Farverne, glæden, varmen, rytmerne, alle de flotte dragter og mennesker.

 

Lægen undersøger hende på briksen, og bagefter sukker han: ”Desværre, du har en stor knude siddende i siden på et bundt nerver, og jeg kan ikke vurdere, om den er god- eller ondartet, men da du ikke kan tåle smertestillende, kan jeg ikke give dig noget. Du må leve med den, indtil du kan blive undersøgt, og det er din tur til at blive opereret”.  Hun besvimer i sommerheden, og da hun vågner op lidt efter, ligger hun med samlede ben på en gynækologisk briks i rummet ved siden af.  Fuldt påklædt, bortset fra, at cowboybukserne stadig ikke er knappede. Forsøger på at knappe dem, men må opgive. Hun lægger fingerspidserne ned om den og omkranser den med nogle få tryk, så den buler ud i huden, den sidder lige i taljen. Knuden.  Hun gisper og slipper.  Blikket i de trætte blå øjne glider ud ad vinduet, hvor en hibiscusbusk står i fuldt flor. Farverne gør hende euforisk midt i kaosset.  Blå og grøn, der glider sammen for hendes øjne i buskens bevægelser.  Lyden af stilhed. Uret på væggen. Tik-tak-tik-tak-tik-tak-tik-tak. En fast claves-takt. Et mundbind hænger på væggen og ligner den ene halvdel af en bikini, og en brugt gummihandske på kanten af vasken ligner et … Øøøh … en maske med markante ansigtstræk.  Duften af desinfektionsmiddel.  Det hele får hende til højt at sige til sig selv: ”Nej! .. Fandme nej!  Nu skal jeg til Karneval i Rio!”

 

Foran maleriet åbner hun øjnene igen. Hånden har arbejdet længe og motiver begynder at leve deres eget liv på lærredet. De hænger alle sammen, er viklede ind i hinanden. Bølgende linjer og bevægelser… Hun lytter indenad med et fjernt blik og maler en utopisk klarinet, og straks ser hun velproportionerede damer, der danser med smykker hængende om de multifarvede rumpetter, vuggende og struttende bryster, der vikler sig ind og ud mellem fabeldyr og musikinstrumenter. Hun nynner sin egen melodi igen: ….”h c d h g….. h c d h g” .. igen og igen og videre med tonerne: 

 

”e g a h g”, mens hun spontant sætter ord på: ”Er der mon nogen, der venter på mig?”… Hun standser op.  Nynner sin egen melodi igen, mens hun fortsætter med at male et andet sted på maleriet. Klavertangenterne bliver til en punkeragtig frisure på et kønsløst væsen med store smilehuller, der holder balancen på et stort hjerte. Hun smager igen på melodien og ordene. Den næste ulidelige bølge ruller ind over hendes krop, hun bliver stakåndet, lukker øjnene og er midt i et samba optog i Rio. Hendes krop bevæger sig til rytmerne med større og større intensitet, og de livsglade farver gør hende let til mode, hun mærker mindre og mindre ubehag og danser videre foran maleriet med lukkede øjne. Pludselig er hun ikke længere klædt i en gammel stribet lårlang herreskjorte og med uglet hår, men danser rundt i Rios gader på højhælede sko, topstylet og i en pailletbesat bikini samt en uovertruffen hovedbeklædning. Vuggende rundt til rytmerne. Hun suger det hele til sig. .. og ind i sig…. Mærker det hele omkring sig … Jo mere, hun ser, jo mere forsvinder den indre melankoli, og hun smiler … Jo mere hun danser, jo mindre føles smerten, og den spinkle krops bevægelser glider fra et fanget og lidelsesfuldt udtryk og over i en fri og nydelsesrig fase… Hun åbner øjnene roligt med et stort smil, og standser langsomt dansen. Væk er smerten, men hun er stadig til karneval. Hun får øje på et solgult felt på lærredet, tager en dyb indånding og fyldes med ny energi. Hendes sind fyldes med en sprudlende livsglæde og hendes krop med nye kræfter og hun maler videre, giver følelserne frit spil på lærredet.  Først i fortvivlet gråd og skrig, kort efter over i en løsrivende latter og store smil.  Solen. Stjernerne. Maskerne. Fabeldyrene. Rio danser videre foran hende, og hun maler sit maleri, akkurat, som var hun en landskabsmaler med et staffeli, der forevigede et stillestående landskab.  Men hendes staffeli står blot i Brasilien, hvor hun maler alle bevægelserne, rytmerne og menneskene i Rios gader. Hun er på stedet, hvor pæne mennesker få dage om året kaster sig ud i et orgie, hvor maskerne falder ved midnat, og hvor kontordamerne vågner midt om natten liggende under et tæppe af stjerner og kun klædt i månens stråler.

 

Kalenderen på væggen viser d. 1. december. En nisse hænger på opslagstavlen sammen med en børnetegning, der er sat skævt op med en tegnestift. I operationsrummet ligger hun på den raske side og er spændt fast om bækkenet. Den enorme blændende spot, der hænger over hende, er tændt og lyser varmende ned på midten af hendes krop. Narkosepersonalet har taget deres masker på og de er ved at gøre klar til operationen. En grønkitlet person med en maske på sætter sig ved siden af hende og de alvorlige mørke øjne kigger dybt i hendes. Han synker en klump, som om der er noget han ikke kan få sig selv til at sige. Laaang pause ... - og efter et langt tilløb kommer det så:

 

”Om lidt ” …..  han synker igen…. ”Om lidt begynder jeg at operere dig” siger han. Men da du ikke kan tåle fuld narkose, er vi nødt til at operere dig under lokalbedøvelse. Han synker igen …. ”--- også bedøver vi os vej hele vejen ind igennem kroppen efterhånden, som vi skærer tumoren fri, så du er desværre nødt til at være vågen under hele operationen”, siger han.  ”Hvordan har du det med dét?”

 

Hun føler panikken og klaustrofobien brede sig i kroppen. Halsen snører sig sammen, kvalmen og angsten tager over og hun begynder at græde stille. Efter en stund siger hun: ” Bare se at få raget skidtet ud. Lad os få det overstået”. Så får hun en beroligende sprøjte og den hvidklædte narkosesygeplejerske sætter sig ved siden af og tager over: ”Jeg forstår godt, at du er bange lige nu, det ville jeg også være, hvis jeg var dig. Det er også en ubehagelig situation for os, der skal operere dig ”. Sygeplejersken sukker og hendes blik søger ubehjælpsomt og forgæves kirurgens, glider bekymret ned på patientens krop, hvor kirurgen har tegnet snittet op med en sort tusch og tager derefter øjenkontakt med hende på briksen igen: ”Kaaa´…… ka´ du …… ka´du ik´ prøve at flytte fokus lidt væk fra situationen og dét, der foregår her i rummet? Fortæl mig, om dét sted du helst ville være lige nu”. Hun mærker et par smertefulde stik i siden, dér hvor de bedøver hende. Samtalen mellem de opererende læger foregår, som hun ikke er til stede i rummet: ”Jeg tror vi er nødt til at lægge et snit lateralt, og derefter vertikalt, når vi er kommet ind. Hvad synes du?” … ”Den er sørme stor, vi er nødt til at lægge en 3-4 lokalbedøvelser, tror du hun kan klare det? ”.  På briksen skæver hun først trodsigt op imod dem, derefter lukker hun øjnene og begynder højt at fortælle sygeplejersken om maleriet derhjemme.  Fortæller og fortæller, og samtalen forstummer hurtigt mellem de opererende læger. Hele operationsholdet tager med på hendes fantasirejse ind i maleriet derhjemme. Hun fortæller dem, hvad hun oplever i Rios gader: ”En kaffeblomst ranke danser forførende forbi, flotte dragter, hatte, smukke kvinder med forgyldte hovedbeklædninger på og svulmende nærmest bodypaintede bryster, hvepsetaljer og runde bare baller med en snor imellem”. Kirurgen afbryder hende: ” Du må ikke gå for meget i detaljer om, hvordan de dér kvinder ser ud, for så kan jeg altså ikke koncentrere mig”… Alle i operationsstuen tager sig en ordentlig griner, hun stopper dog hurtigt med en forpint grimasse. Da de andre har fået grinet af, fortæller hun videre: ”Dér kommer solen dansende stor og varm,- og dér …. -og dér ” Hun mærker kniven røre hendes hud, den arbejder rutineret. Kvalmen er overvældende. Svedende, men musestille ligger hun på briksen og fortæller og fortæller, - men hun er mentalt midt i et karnevalsoptog, midt i solskinnet, den vuggende dans og de bølgende skønne farver. … ”En utopisk klarinet spiller, så månerne danser sig vej ind i det skarlagensfarvede hjerte”. Hun fyldes med stort velvære. De sløvede blå øjne åbner sig og hendes blik søger ud i rummet og fanger noget. Et stetoskop,..- nej det er en grøn palmetop …. ”Vi stikker lige igen”…. Det jager indvendigt i hendes krop i det kød, der aldrig før er blevet berørt.  Hun gisper, det sortner for hendes øjne og sygeplejersken giver hende en iltmaske på.

 

Hun står i et par slidte jeans og en gammel T-shirt, der stumper og maler udenfor på sin faste plads. Et langt ar skimtes i venstre side af taljen under T-shirten, væk er alle smerter, og hun nyder forårssolen. En mand i jakkesæt kommer hen til hende. ”Pragtfulde malerier, du maler”, siger han, ”man bliver i godt humør af at kigge på dem” . Hun stopper, lægger penslen, tørrer fingrene i det viskestykke, hun har over den ene skulder og nikker: ”Hej”, siger hun …

”Jeg så din udstilling i vinter, da der lå 3 meter sne. Den var formidabel, det var lige før, man tog sin liggestol med, så man kunne ligge og kigge på dem. Kiggekøen i banken foran kassen gik i stå og da du tog dem ned, begyndte folk at brokke sig, fordi de ikke var blevet færdige med at kigge på dem.  Jeg tænkte….-øøøh … Har du ikke lyst til at sætte udstillingen op nede ved én af turistattraktionerne her i sommer?. Så kan vi andre kigge videre, og resten af verden kan få fornøjelsen af dem nu, hvor byen ikke længere er sneet inde. Du kan låne nogle gamle butikslokaler i en 3 måneders tid henover sommeren. Hun smiler ”Det´ en aftale!” ser ud for sig med et fjernt blik, der søger op mod en bøgetræsgren med et blad, der sidder og vipper for vinden.

 

Bladet skifter farve til gul og orange. Regndråberne lægger sig som perler på det og vandet løber sammen, bladet vipper ned, så vandet drypper ned på jorden under træet.

Jorden bliver hvid og de bare bøgetræsgrene fyldes med iskrystaller i frostvejret.

Iskrystallerne smelter på grenen, fuglene synger og træet springer ud.

 

Hun sætter sig i et kontor foran en computer, der er tændt, og viser en kulturside. I søgefeltet skriver hun: ”Scarlet”, trykker ”ENTER” og læser på skærmen:

 ”Det er hendes 8. udstilling på 2 år, og den er sat op i anledning af hendes 1. musikudgivelse, der sker snart. Oplev malerierne, der gennem flere udstillinger har taget en hel kriseramt by med på fantasirejse. ”

Hun smiler, lukker computeren ned, rejser sig og forlader kontoret.

 

Nynnende går hun og sætter malerier op sammen med et par hjælpere på et bibliotek. Det store maleri fra fantasirejserne til Karnevallet i Rio bliver som det sidste sat op på et stort staffeli med skiltet:

””Dette maleri er doneret til ”Projekt NEPAL2010”, hvor det bliver bortauktioneret ved en gallaforestilling til støtte for gadebørnene i Katmandu”

Hendes nynnen bliver til tonerne: ” h c d h g ….. h c d h g ….  h c d h g”…. Og videre: … ”e g a h g”.

Hun smager lidt på melodien, en stille lille ballade og sætter så ordene på:

 

 

”Er der mon nogen,

der venter på mig?

Står der i bogen,

at jeg er på vej

ud til en stjerne, en fjern mælkevej,

hvor intet ondt kan nå-å mig.

 

Angsten, der river

i sjælen på mig,

smerten, der hiver

i siden på mig           

driver mig ind i et vildt maleri

farvernes terapi uuuh-uhhh.

 

Jeg finder kræfter

I mit maleri

når jeg gi´r efter

for min fantasi.

Han passer på mig og leder min hånd

værner om sjæl og ånd, uuuhh-uuuh.”

Hun nynner tonerne: ” …. h c d h g  …. h c d h g …. h c d h g … ” og fader dem blidt ud ….

 

***

Netpublikation fra forlaget Octopus Art I/S

(Eksemplarfremstilling af papir/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og internt administrativ brug er tilladt med en aftale med Copydan Tekst & Node. Eksemplarfremstilling skal ske indenfor de rammer, der er nævnt i aftalen)

ISBN 978-87-995177-2-5

 

Andre oplysninger om "SCARLET":

Jeg skrev "SCARLET" i marts 2010 over mit maleri "Det STore Maskefald3", som du kan se nedenunder denne tekstboks

I sommeren 2011 blev maleriet ved et rent tilfælde doneret til "projekt NEPAL2010", hvor det er blevet trykt op i plakater til salg og støtte for byggeriet af Den Danske Skole i NEPAL., en kombineret skole og herberg for forældreløse gadebørn i Katmandu.

http://www.nepal2010.dk/

Både digtet og melodien, der går som en rød tråd igennem denne novelle, "Er der mon nogen" er KODA-registreret, da jeg også er komponist og tekstforfatter. Hvis du selv har en profil på MYSPACE, vil du kunne gå ind og lytte til min smukke melodi og min engelske udgave af teksten, "Colours in Heaven".

Novellen er udgivet med ISBN-registrering her på siden d. 20/2 2012.

Lisbet Lærke.


D. 2.maj 2015: Foto af "Det store maskefald3" sat ind herunder.

"Det Store Maskefald3", 2009, Lisbet lærke. Mål: 120 X 100 cm.