"68´er" af Lisbet Lærke

ISBN 978-87-995177-3-2

ISBN 978-87-995177-3-2

Novellen ”68´er” af Lisbet Lærke.      


De hvide dannebrogssprosser er skiftet ud med sorte lodrette jernstænger, men bortset fra dét, så ligner udsigten dén, hun var vant til fra sit gamle køkken derhjemme. Hun sidder i kørestolen og kigger ud gennem vinduet og nyder synet af sneboldene, der falder ned fra himmelen. De sorte jernstænger deler det hvide landskab op, så vinduet nærmest ligner det yderste af tangenterne på et klaver. En meterlang istap hænger ned fra tagrenden.  Vintersolens stråler leger med krystallerne i den og skaber bevægelige mønstre i alle regnbuens farver. Henne i sengen, der står langs væggen i cellen, ligger Leo, hendes bamse og putter med dynen over sig, og Tv’et er tændt på nyhederne:

”Klokken 12.00 i dag afsiges der dom i Østre Landsret i sagen om mordet på den 86-årige demente Augusta Johanna Thomsen på plejehjemmet Solstrålen i København.” Den tiltalte, en anden plejehjemsbeboer, den 68-årige Gitte Smidt, er tiltalt for at have kvalt den myrdede natten mellem den 5. og 6. april 2014. Straframmen er op til 16år.”

Hun smiler hen for sig og slukker for Tv’et, samtidigt banker det på døren, og fængselsbetjenten Sonja kommer ind.

”Godmorgen, Gitte, så er det blevet tid til dagens bad!”  Gitte triller smilende ind i brusebadet, hvor samtalen fortsætter: ”Godmorgen, Sonja, århh, hvor er det dejligt at få et bad hver morgen!”

”Nå, så er det i dag, du skal i retten, så må vi håbe, at du får en mild dom, så du ikke skal sidde inde så længe, det er ikke rart for en ældre dame. Hvad ønsker fruen til morgenmad?”

 ”Jeg vil godt bede om 2 æg et stykke sandwich med ost, en kop saft og en kop kaffe. Der kommer vel også en regning på alt dét, jeg har spist, når nu jeg er færdig med at sidde inde?” siger Gitte 

”Så gerne, frue, nej, der kommer ingen regning, Staten betaler dit ophold og din mad”, siger Sonja. ”Nå men så gi´ mig en ekstra sandwich, en skål yoghurt og et glas mælk også, Sonja. Hvornår kan jeg komme på gårdtur? ”

Sonja henter maden lige udenfor døren. ”Det er klokken 11, du bliver hentet til retten, så klokken 10 kommer der én og triller dig en tur i gården,” siger Sonja.

Gitte begynder at spise: ”Tak. Hvad sker der så efter domsafsigelsen og strafudmålingen?” spørger hun. ”Så kommer du direkte tilbage her til kvindefængslet. Hvis du skal flyttes bliver det først senere. Jeg skifter lige sengetøjet og tager vasketøjet med, nu jeg er her,” siger Sonja. ”D. v. s, at jeg godt kan få besøg af Peter engang i eftermiddag?”  Spørger Gitte.

Sonja nikker: ”Ja, ja, ingen problemer i dét, jeg skal nok ringe og bestille gigoloen til dig.”

 

Gitte bliver hentet af en handicapbus med lift, som løfter hende op. Hun triller ind siddende i kørestolen, der bliver spændt fast efter alle kunstens regler og 2 bevæbnede vagter sætter sig, én på hver sin side af hende i bussen. ”Som om jeg kunne stikke af!” siger hun.

”Der er nogle regler, vi skal overholde for alle mordtiltalte. Skal du have hjælp til noget?” spørger den ene vagt.

”Nej jeg tror bare jeg blunder lidt heri kørestolen og arbejder på min flugtplan” siger hun og lukker øjnene.

 

 

 

10 måneder tidligere:

Det er formiddag på plejehjemmet Solstrålen, hvor man i terapien er i fuld gang med stolegymnastikken. Den sidste nye ankomne beboer, Gitte, triller ind på kontoret og bliver indviet i de forskellige rutiner på stedet, spisetider, sovetider, medicinvaner, o. s. v. ”Tak ska´ du ha´!” siger hun … ” Er der ingen plads til spontanitet og hva´  med alt det sjove?,… Hvad nu, hvis jeg ikke er sulten klokken 12.15, men klokken 13.15?  Jeg vil gerne have et enkelt glas saft til min morgenmad, som jeg plejer,” siger Gitte.

”Det kan du ikke få, for sådan er reglerne”, siger lederen af plejehjemmet.

”Det kan da ikke være rigtigt ” Gitte kigger på ugeplanen og siger så: ”I øvrigt, så sker der jo ingenting om eftermiddagen, så tirsdag og fredag vil jeg gerne trilles en tur i sansehaven, og mandag og torsdag vil jeg gerne have at I ringer efter min gigolo, Peter.

”Dét bruger vi ikke her”, siger den kvindelige leder spidst. ”Det kan jeg ikke forstå, for min nabo, Konrad, fik besøg af en udenlandsk glædespige på sit værelse i går”, siger Gitte. ”Jamen, det er noget andet. Han er jo en mand, og når han begynder at rage på personalet, ringer vi efter en dame til ham, så vi kan arbejde i fred,” siger lederen. ”Jamen hvis han kan få besøg af en teenageluder, kan I også ringe efter en gigolo til mig”, siger Gitte. ”Det kan vi ikke. Ifølge reglerne SKAL vi ikke ringe efter prostituerede til kvindelige plejehjemsbeboere, og nu er det jo heller ikke sikkert, at en mand kan tænde på dig med den alder og det handicap, du har, Gitte, så dét må du virkelig klare selv.”  ”Har I ingen svingerklub til beboerne i kælderen?”, spørger Gitte. ”Nej, det da ved Gud vi ikke har” siger lederen bestyrtet.

Gitte kigger på ugeplanen igen: ”Jeg plejer at få bad hver morgen, det har I glemt at skrive på”. ”Jamen du kan ikke komme i bad mere end én gang om ugen, for dét har vi ikke ressourcer til”. ”Sikke et svineri, jeg kommer jo til at lugte som et horehus i havsnød!” siger Gitte. Lederen ryster på hovedet: ”Nej, for vi klatvasker hver dag, også må du have dig en god deodorant, der tager det værste”… ”Jamen en deodorant tager sgu´ ikke lugten efter en daggammel ble, så må I skifte mig lidt oftere, 2 gange i døgnet er ikke nok.”  ”Dét har vi desværre ikke ressourcer til”. ”For dårligt”, siger Gitte.

Lederen fortsætter lettere irriteret sin opremsning af serviceydelserne på stedet: ” men jeg kan fortælle dig, at maden koster 100 kr. om dagen, og at vasketøjet ordnes for 50kr. pr. vask.”

Gitte tænker sig lidt om og stiller så det næste spørgsmål: ” Ka´ I ikke låse mit værelse af om natten, for der går nogen  rundt og roder i mine ting, medens jeg sover, vedkommende rører også ved mig, og det er meget ubehageligt, for når jeg er lam i benene kan jeg ikke slippe væk. I nat var der også nogen, der sked i min håndvask.”   ”Så du hvem, det var?” spørger lederen. ”Næ, for jeg vågnede ikke”, sagde Gitte. ”Jamen, så kan vi ikke gøre noget ved det”, siger lederen. Hun kigger på sit armbåndsur og fortsætter så: ”Nå, men vi har ikke så meget tid tilbage af samtalen, så jeg skal blot til sidst vise dig opslagstavlen lige herude foran til fællesinformationer, gode ideer, hvis du har forslag til nye, spændende aktiviteter.” Medens lederen taler, rejser hun sig og går hen mod døren og afslutter dermed samtalen på en naturlig måde med en fejende armbevægelse, der mere end antyder, at samtalen er slut og at Gitte godt kan forlade kontoret.

 

Et par dage efter er der opløb på gangen foran opslagstavlen ved lederkontoret, nogen har sat et stort skilt op med teksten:

”KONTAKTANNONCE:

Haves:    Seng i fyr

Ønskes:Fyr i seng.

Henvendelse: Gitte i værelse 8.”

Konrad står foran lederens kontor med morgenskægstubbe, uglet hår og med maven og net undertrøjen hængende ud over livremmen i bukserne, der hovedsageligt bliver holdt oppe af et par udspændte seler. Med hænderne dybt begravet i lommerne, kommenterer han kontaktannoncen overfor én af de andre mandlige beboere, Ludvig, som er en velsoigneret, ældre, distingveret og kultiveret herre i jakkesæt: ” Hvem gider at hoppe på en gammel rynket krampe, der ikke kan noget med underkroppen, når man kan få ungt lækkert og driftsikkert kød,” spørger Konrad.

”Dét gider jeg godt,” svarer Ludvig, ”men jeg har også mistet hele min pensionsopsparing, også må man jo få enderne til nå sammen, som man bedst kan.”

 Konrad griner smørret og ser op og ned af Ludvig: ”Det eneste, du kan få op at stå, er dit gangstativ.”

Ludvig trækker på skulderen og sukker: ” Jeg savner egentlig også bare nærheden med et andet menneske efter at min kone døde, én at ligge i arm med bare for en stund.”

”Nå, nå, men så passer I jo nok fint sammen” siger Konrad spydigt.

 

De ligger i Gittes seng. Henne på bordet står en buket røde roser, og resterne efter et måltid mad med frikadeller og brun sovs samt 2 glas vand. Ludvigs jakke hænger over en stol og hans tøj ligger sirligt lagt sammen på sædet. Leo sidder i Gittes kørestol, der står ved fodenden af sengen. Hendes gamle, strikkede, violette bøllehat med kunstige blomster hænger på væggen ved siden af et foto fra 1970´erne med et ungt par ved siden af en blomstret 2CV og en violet barnevogn.

”Var det dig, der fes, Ludvig?” spørger Gitte. 

Ludvig ligger og rører ved hende og sætter en uforstående mine op: ” Altså, hvis det ikke var dig, så var det nok mig, der er jo ikke andre herinde. Man kan ikke holde på noget, man ikke har i hænderne,” siger han og slipper en vind igen.

”Det var da en grimmer hoste, du har fået, Ludvig,” siger hun og forsøger på at skubbe ham lidt væk fra sig i sengen.

Ludvig slipper endnu en vind og siger: ”Det er slet ikke noget imod den ånde, der følger med”.

Nu er det efterhånden gået op for Gitte, at de har forskellige opfattelser af, hvad ”at hygge sig ” og ”at putte” betyder, så hun træffer en beslutning og siger: ”Fy for helvede, Ludvig, der er jo gået hul på dig. Du er jo plumrådden indvendig.”

”Du har da heller ikke været i bad her til morgen” siger han.

Gitte vender det hvide ud af øjnene: ”Jamen jeg har da i det mindste en undskyldning for ikke at kunne styre min lukkemuskel, Ludvig. Du kan godt gå, - og ta´ lige at åbne terrassedøren lidt og ræk mig Leo, før du går.”

”Jeg er da ikke lige ved at gå,” konstaterer Ludvig krænket, ”nu var det lige så hyggeligt.”

”Jo, du er så”, siger Gitte, ”UUUUD!”

 

Ludvig rejser sig slukøret, åbner terrassedøren på klem, rækker hende bamsen Leo, som hun putter ind til sig under dynen. Han tager sit tøj, går ud af døren, og over gangen til sig selv.

Augusta står henne ved kontaktannoncen på opslagstavlen og småtripper uroligt med munden arbejdende i gumlebevægelser og ser Ludvig komme halvnøgen ud af Gitte´ s værelse.

Gitte falder i søvn, medens mørket falder på i den våde aprilaften. Det blæser lidt, og vinden får gardinet ved terrassedøren, der er sat fast med en krog til at småblafre.

 

I det bælgmørke rum vågner hun med et sæt. Hun hører nogen gå rundt i hendes værelse. Gitte spørger: ”Hvem dér?” Der kommer ikke noget svar. Lige efter mærker Gitte et par hænder gribe hende om halsen og nærmest i panik og som en refleks rækker hun lynhurtigt sine hænder op og placerer dem rundt om overfaldsmandens hals og klemmer til. Hendes hænder er stærke af at drive kørestolen fremad, og hun mobiliserer alle sine kræfter i dem. Det er hende eller overfaldsmanden, og efter en kort kamp, hører Gitte personens vejrtrækning ralle, og øjeblikket efter falder vedkommende ud af hænderne på hende og synker sammen ved siden af sengen i mørket.

 

 

Retssalen er fyldt til bristepunktet, og alle undtagen Gitte rejser sig, da dommeren kommer ind i salen. Han stiller sig ved dommerskranken og alle andre sætter sig ned, hvorefter han begynder at afsige sin dom:

 

”Nævningene har voteret og finder tiltalte Gitte Smidt skyldig i drabet på den 86-årige Augusta Johanna Thomsen natten mellem d. 5. og 6. april 2014 på stue 8 på plejehjemmet Solstrålen i København.

Der kan ved strafudmålingen ikke tages hensyn til eller gives strafnedsættelse på grund af tiltaltes handicap eller påstanden om selvforsvar, da hun havde mulighed for at tænde lyset og tilkalde personalet i situationen, ej heller har mentalrapporten på Gitte Smidt vist forhold, der berettiger til strafnedsættelse eller straffritagelse.

Da der ikke var mærker efter kvælertag på tiltaltes egen hals, finder retten det usandsynligt, at drabet er sket i selvforsvar, således som det er hævdet af forsvaret. Jævnfør straffelovens §81, stk.5 er det en hensynsløs handling og dermed en skærpende omstændighed, at tiltalte ikke har tilkaldt hjælp efter udåden. Da DNA fra rifterne på dræbtes hals svarer til den DNA, der er fundet under tiltaltes negle, finder retten det ej heller bevist, at en 3.person skulle være gået ind gennem den åbentstående terrassedør og gennemført drabet, således som forsvaret har påstået.

Gitte´ s blik søger væk fra dommeren og over på væggen, hun smiler og glider ind i sine egne tanker.

Dommeren fortsætter: ”Af hensyn til tiltaltes egen helbredstilstand, vælger Østre Landret at afsige dom med det samme som følger:

 

Thi kendes for ret:

Tiltalte Gitte Smidt skal straffes med fængsel i 10 år jævnfør straffelovens § 245 og § 246.”

Gittes blik glider hen på dommeren igen og et stort smil breder sig på hendes ansigt.

Dommeren fortsætter:

”Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte frifindes for det af psykologen fremsatte krav i forbindelse med mentalundersøgelsen.”

Efter en kort pause i oplæsningen spørger dommeren forsvareren:

”Ønsker tiltalte at anke strafudmålingen?”

Forsvareren stikker hovedet ned til Gitte, som hvisker: ”Skal jeg så ikke tilbage til plejehjemmet de næste 10 år?”

”Nej”, siger forsvareren, ”Du skal blive i fængslet.”

Gitte vender blikket mod dommeren, ryster storsmilende på hovedet og siger:

”Nej tak, jeg tager imod dommen.”

 

***

Netpublikation fra forlaget Octopus Art I/S.

(Eksemplarfremstilling af papirkopier/prints fra denne hjemmeside til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og intern administrativt brug er tilladt med en aftale med Copydan)

ISBN 978-87-995177-3-2



Andre oplysninger om "68´er"

"I skyggen af al god komik, følger der næsten altid en tragisk sandhed."
Lisbet Lærke.


Inspirationskilder:
Da jeg skulle skrue et setup og en historie sammen til min 1. social realistiske novelleudgivelse, gik jeg igang med at lede efter og researche på ét eller flere super aktuelle emner og jeg faldt hurtigt over temaet:

Forskelle i serviceniveaet i forskellige former for offentlige anbringelses institutioner i det danske samfund, nemlig:

Det paradoksale i, at serviceniveauet for vore ældre på plejehjemmene, som har tjent samfundet i et langt liv, og som ikke kan gøre for, at de er blevet ældre, handicappede og syge er så meget ringere, end serviceniveauet for vore indsatte i fænglerne, som har begået en forbrydelse.

Derudover så har jeg i årevis filosoferet over, hvilke dialoger og situationer, der kommer til at udspille sig rundt om på plejehjemmene, når 68´er generationen begynder at blive plejekrævende.

Jeg må dog på det kraftigste fraråde, at man løser sit plejeproblem på samme alternative måde, som min hovedperson Gitte.
Et hvert sammenfald i denne historie med døde eller nulevende personer og steder er tilfældigt.


Novellen "68´er" er skrevet i januar- februar 2012 og udgivet som netpublikation d. 20/2 2012.


Lisbet Lærke.

 

Illustrationen med de 2 ældre mennesker, der er sat ind i hjemmesidedesignet i toppen af denne udgivelse er den ene 1/4, nemlig part 4 af min maleri-quadrilogi "Watching the Sunset" (2010).

"Watching the Sunset", der er min illustration af et moderne parforhold igennem 4 livsfaser, var med i min store musik-kunst udstilling "Det Store Maskefald 1,2 & 3" på P. Nørkjærs plads 21 i Hjørring i 2010.
Part 4,  motivet med de 2 ældre mennesker, som du kan se her for oven hedder: "Ny nærhed og intimitet"

Lisbet Lærke.